København-Nieuwpoort-Cherbourg
Lørdag den 28. maj 2022 var den længe ventede afrejsedag mod ”fjerne kyster”. Familie, venner og pårørende var mødt op i Sdr. Frihavn, for at tage afsked med besætningen på Bellamar. Skibet var iført signalflag i dagens anledning. Besætningen tog afsked og vi stævnede ud af Sdr. Frihavn med Kielerkanalens åbning mod Østersøen som første stop. Ved ankomst til Holtenau, afventede vi sluseåbning, og kunne sejle ind i kanalen ved 21. tiden samme dag. Sejlads med lystbåde i Kielerkanalen er ikke tilladt om natten, så vi overnattede i Bellamar i en lille charmerende indsø, kort efter vi kom igennem slusen.
Kl: 03.00 næste morgen, kunne vi fortsætte mod udmunding ved Brunsbüttel i Elben. Efter godt 100Km kunne vi sejle ud af slusen til Elben. Her skulle der tidevandberegnes, så vi kunne få med strøm til vi kom til Elbens udmunding i Nordsøen. Det lykkedes i høj fart. Derfra gik turen ned gennem Nordsøen, med Niewpoort i Belgien som destination. Sejladsen gennem Nordsøen, rummede flere spændende og interessante oplevelser. Herunder omfanget af vindmølleparker og skibstrafik samt et voldsomt tordenvejr. Efter godt 550 sømil, og 5 døgn på vandet kunne vi lægge til I Nieuwpoort den 2. juni. Første ”ben” på vores togt var veloverstået.
Efter 2 dage i Nieuwpoort, afgik vi fra havnen i lavvande, og fik glæde af medstrøm fra Niewpoort mod Cherbourg i Nordmandiet. Sejladsen var planlagt til godt 48 timer, men vi fik en forrygende start: Medvind på 10-15 meter i sekundet og medstrøm i de første 6 timer. Det gik over stok og sten. Men, men, intet varer evigt. Vejret tog en drejning. Vinden vendte og lufttrykket skiftede. Igen kom tordenvejret forbi. Sejlende måtte rebes, og så måtte vi sætte motoren til at hjælpe os de sidste 10 timer til Cherbourg, hvor vi ankom mandag den 6. juni kl: 03.30. Så skulle der nydes en øl, inden vi gik til køjs.
